Offentlig Transport holder – hele vejen …
(Berlin #32)


Der er en tendens til, at  man kommer til at gå rigtigt langt, når man er på ferie i en storby. Ofte meget længere end man er vant til. Og det er på mange måder godt!

For ud over, at det i det hele taget er sundt at bevæge sig, så oplever man byen på en anden måde, når man bevæger sig rundt i gå-tempo på gadeniveau. Og der er samtidigt flere chancer for at klappe en hund, spise en is og få øje på en sjov butik, end hvis man befandt sig i f.eks. en metro under jorden. Et kæmpe plus, efter min mening. Det er netop disse uformelle møder med den lokale kultur, der giver rejsen et ekstra plus på oplevelseskontoen. 

Når det så er sagt, så er det selvfølgeligt vigtigt at bruge sin energi og kræfter på det korrekte, når familien er afsted på ferie i storbyen. Så det er derfor godt, at der i langt de fleste metropoler er et veludbygget alternativ til bentøjet – nemlig de offentlige transportmidler. Og hvis man blot husker at undgå dem i peak hours, dvs. tidlig morgen og sidst på eftermiddagen, når folk skal til og fra arbejde, så er det en god måde at komme fra den ene seværdighed til den anden.

En god måde både at opleve byen + blive transporteret behageligt rundt, er at tage sporvognen. I Berlin hedder det en Tram. Storebror Otto har læst på nettet (altså internettet, ikke sporvogsnettet …), at Berlin har Tysklands største sporvognssystem. I alt er der 187,7 kilometer skinner rundt i byen. Far siger, at det ret præcist er lige så langt, som afstanden fra Aarhus til den dansk-tyske grænse. Det synes Ella Bella lyder helt vildt. For hun syntes ærligt talt, at de kørte ret længe bare igennem Danmark, da de sad i toget mod Berlin den anden dag.

Læs mere om tram-linjer og andre offentlige transportmidler her: www.bvg.de

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top