¡Bienvenido a Barcelona! 
(eller ¡Benvingut a Barcelona!, som de siger på catalansk …)

Jævnfør denne blogs indlæg #100 (fra d. 15. juni 2012) vil gennemsnitsdanskeren, når snakken falder på favorit-rejsemål, sende et postkort fra Barcelona. For Spanien står i den danske bevidsthed som et sted, hvor der er garanti for en god ferie.

Ella Bella har sammen med storebror Otto, Mor og Far været på eventyr i netop Barcelona – og det er der kommet en superlækker bog ud af. 172 farvemættede siders indføring i de bedste af den spanske kystbys mange kulturelle seværdigheder. For byen har masser at byde på indenfor både arkitektur, gastronomi, fodbold osv. osv.

Ella Bella og hendes familie besøger i Barcelona både de traditionelle udflugtsmål som kirken La Sagrada Família, Columbus-søjlen og Picasso museet. Men også anderledes seværdigheder og steder som forlystelsesparken på Tibidabo-bjerget, det overdådige madmarked ved Ramblaen, en ældgammel tryllebutik – og så selvfølgelig også den gigantiske fodboldstadion Camp Nou. Oplevelserne er talrige – og de er udvalgt og egnet for hele familien! Ella Bellas eventyr – Barcelona er med andre ord en perfekt guide til familien, der vil have tilgængelig og børnevenlig information om mange af den spændende bys seværdigheder.

Alle er meget velkomne til at bidrage med flere inputs til sjove og lærerige oplevelser i Barcelona. Det meste har interesse, og vil, hvis tippet og idéen er god, blive bragt her på bloggen, som et supplement til bogen. Send mig blot en mail på sara@ellabellaseventyr.dk

I kan læse de samlede indlæg, der er blevet bragt her på bloggen ved at klikke her

Scroll to Top