Velkommen til Danmarks ældste by …
(Vadehavet & Ribe #1)


Ella Bellas Far har endnu en gang haft de der spenderbukser på …

Denne gang har han dog ikke spontan-købt en rejse til Oslo (læs mere her: Ella Bellas Far har fået nye bukser … (Oslo #1)), ligesom det var tilfældet sidste gang. Men sådan et køb havde dog nok været en hel del billigere, tænker Ella Bella!

For Far har (i samråd med Mor) købt en ny bil. Både fordi den gamle i høj grad trængte til at blive skiftet ud. Men også fordi Mor og Far synes, det er vigtigt, at Ella Bella og storebror Otto ser og lærer noget om den danske kultur og historie – samtidigt med at de får kulturelle storbyoplevelser i udlandet. Så i år skal en del af familiens eventyr foregå i Danmark.
Og hvad er mere logisk end at starte med området i og omkring landets ældste by?

Så fra på fredag og resten af året vil I kunne følge Ella Bella og hendes families eventyr ved Vadehavet & Ribe her på bloggen. Og forhåbentligt blive inspireret til oplevelser i børnehøjde i denne del af Danmark.

Familien skal både op i tårnet på Ribe Domkirke, lege vikinger for en dag, opleve fantastiske naturfænomener som f.eks. Sort Sol, bygge sandslotte på Nordeuropas bedste sandstrande, jagte spøgelser på Gram Slot, spise sig mega mætte ved et sønderjysk kagebord, prøve sjove rutschebaner i et badeland, komme helt tæt på sæler, køre i hestevogn rundt på Mandø, få vand i gummistøvlerne og meget, meget mere. For Vadehavets & Ribes muligheder for oplevelser er mange og forskelligartede.

PS Indlæggene vil undervejs blive samlet i en e-bog, så alle de gode tips og idéer til oplevelser i børnehøjde er lige til at tage med på jeres tablet. Kvit og frit.

Posted by Sara

3 Comments - Velkommen til Danmarks ældste by …
(Vadehavet & Ribe #1)

  • avatar

    Gotfred Larsen maj 1, 2013 reply

    Når de skal til Ribe, synes jeg også, de skal undersøge lidt om Danmarks næststørste salmedigter, Hans Adolf Brorson, som var biskop i Ribe 1741 – 1764. Der står en statue af ham ved siden af Ribe Domkirke.

    Mange hilsner

    Gotfred

  • avatar

    Ib maj 2, 2013 reply

    Det bliver spændende at læse om alle de oplevelser Ella Bella får.

  • avatar

    Susanne Andersen maj 2, 2013 reply

    Og nej – man klapper ikke sælerne!!!

Leave a comment


Scroll to Top