Tag på “Safari på lavt vand”
(Nationalpark Mols Bjerge #2)
Nationalpark Mols Bjerge har mange strande. Én af dem hedder Femmøller Strand, og her er spændende oplevelser for hele familien.
Ella Bellas Far har læst, at nationalparkguiderne står klar til at fortælle om de dyr, der lever i og omkring strandkanten – Safari på lavt vand, hedder det. Og det er lige noget for Ella Bella og Otto – og Far. Mor kan slikke lidt sol imens.
Familien kører langs Ebeltoft Vig ad Kystvejen, og lige efter rundkørslen drejer de ind på en parkeringsplads, hvor der også ligger en pølsevogn. Tæt på parkeringspladsen står et skur, og her holder nationalparkguiderne til. Så mens Mor lister ned på stranden med sin bog, undersøger Ella Bella, Otto og Far det forskellige udstyr, som guiderne har stående.
De låner redningsveste, waders, spand og fiskenet, og snart er de klar til at gå på opdagelse i vandkanten. Det føles lidt mærkeligt, sådan at gå ud i vandet med kæmpestore regnbukser på, synes Ella Bella. Men det er også ret sjovt at kunne vade rundt i vandet uden at blive våd. Far og Otto står med et kæmpestort net, som nærmest kan støvsuge hele havbunden. De fanger masser af fisk, og snart er den store spand, de har med ned til vandkanten, godt fyldt op. Nu er det tid til at komme op til nationalparkguiden, så han kan fortælle lidt om, hvad de har fanget.
Oppe på land bliver fangsten hældt op i en stor plastikkasse, som står på bordet foran guidernes skur. Skuret har også et fint navn – det hedder Oplevelsesplads Femmøller Strand. Guiden er dygtig, og han kan hurtigt se, at Ella Bella, Otto og Far har fanget hele tre forskellige slags rejer – tangrejer, hesterejer og roskilderejer. Man kan spise dem alle sammen, forklarer han, men for det meste spiser vi kun roskilderejerne. Da Otto tilføjer, at de også kaldes for fjordrejer, kigger guiden imponeret op på ham. Ella Bella smiler stolt af sin storebror.
Der er også søstjerner i spanden, tanglus og en lille fisk, der hedder en savgylte. Der er også en krabbe – med to tissemænd. Det, synes Ella Bella, er lidt skørt. I et akvarium ved siden af Ella Bella, Otto og Fars fangst er en kæmpestor fisk – det ligner nærmest en slange. Det er det nu ikke helt, forklarer nationalparkguiden – det er en hornfisk.
Ved guidernes skur hænger der mange forklarende plancher og plakater, og Otto og Far læser interesseret om både dyr og planter. Imens bladrer Ella Bella lidt i en lille oversigt over de forskellige slags sten, man kan finde i strandkanten. Guiden forklarer, at der blandt andet er flintesten, granit og porfyr. Ella Bella får lov til at beholde oversigten med de flotte sten. Den vil hun tage med næste gang, hun skal lede efter flotte sten på stranden.
Læs mere om Oplevelsespladsen ved Femmøller Strand her: www.kultunaut.dk