Tag på østerssafari på Mandø
(Vadehavet & Ribe #38)
Der er tre øer langs Vesterhavs-kysten, der er en del af Nationalpark Vadehavet; Fanø, Rømø og Mandø. Da Ella Bella var med sin familie på eventyr i området, besøgte de selvfølgelig alle tre øer.
Især husker Ella Bella og Otto turen til Mandø godt. For de skulle køre med hestevogn på stranden, og målet var at se de sødeste sæler i vandkanten. Sikken en oplevelse!
Nu er familien tilbage på den hyggelige, vindblæste ø. Og denne gang skal de på østerssafari. Ella Bella glæder sig helt vildt. For så vidt hun ved, ser man både løver, giraffer og andre vilde dyr, når man er på safari. Otto skynder sig at stoppe Ella Bellas livlige fantasi, så hun ikke bliver alt for skuffet.
For på Mandø er der ingen vilde dyr (ihvertfald ikke af den slags, der hører hjemme på den afrikanske savanne). Der er derimod lækre stillehavsøsters i tonsvis. Og når det er lavvande tørlægges store østersbanker, så man kan vade ud og plukke og spise østers – direkte fra havbunden. Især Far, der ELSKER mad, glæder sig helt vildt til den meget specielle oplevelse.
Ella Bella synes, det både lyder helt fantastisk og samtidig lidt underligt. Men hun er, som altid, klar på at opleve noget nyt og spændende.
Der er flere muligheder for at komme på østers-tur med en erfaren guide, der kan fortælle mere. Prøv f.eks. en tur med eventbureauet Mandø Event, der tilbyder champagne til at skylle den delikate spise ned med.
Læs mere her: www.mandoevent.dk