
“Støvfri” arkitektur …
(Oslo #2)
Ella Bellas Mor har mange interesser. Og et par af de største er (ud over at drikke kaffe, naturligvis) at kigge på spændende kunst og arkitektur. Så da Far fortæller, at hele familien skal en tur til Oslo, insisterer Mor på, at de besøger
Den Norske Opera.
Først synes Ella Bella og storebror Otto, at det lyder kedeligt. For en opera er da støvet og kun for gamle mennesker! Men da Mor så begynder at fortælle om den meget specielle bygning, som operaen ligger indeni, så bliver deres interesse alligevel vakt. Heldigvis.
For Den Norske Opera er både ny, spændende, kæmpestor, børnevenlig og på ingen måder støvet! Faktisk er den nærmere hvid og skinnende. Og sammen med operaens tag, som er en gigantisk flade, man kan løbe og lege på, synes Ella Bella, at bygningen lidt ligner et stort isbjerg.
Imens Ella Bella og storebror Otto leger tagfat på det store tag, nyder Mor og Far den flotte udsigt over Oslo. Efter et stykke tid synes Mor, at de skal gå indenfor. For så vidt hun ved, er der, ud over mange flotte arkitektoniske detaljer, også et par børnevenlige steder der.
Imens de går ned af taget, bliver Ella Bella og storebror Otto enige om, at sådan en slags arkitektur lige er noget for dem. Så de er glade for, at Mor og Far tog dem med til operaen.
Læs mere om Den Norske Opera på: www.operaen.no – og følg med her på bloggen. Snart kommer der nemlig noget om familiens indendørs-opera oplevelser.