Stormflodssøjlen på Skibbroen …
(Vadehavet & Ribe #21)


På Ella Bellas og resten af familiens ture rundt i området ved Vadehavet & Ribe, er de flere gange kørt forbi nogle store græsbakker. Far har fortalt, at man kalder dem for diger. Det, synes Ella Bella, er lidt underligt. For så vidt hun ved, hedder det også noget i den stil, når en kalv drikker mælk hos koen.

Storebror Otto griner og siger, at dét altså hedder at die. Uden “g”. Men for Ella Bella, der indtil videre kun kan stave til sit eget navn, giver storebror Ottos forklaring ingen mening. Og desuden ved hun stadig ikke, hvad de der græsbakker skal bruges til. Er det mon noget, naturen har skabt, og hvorfor er de der så?

Så fortæller Mor, at digerne er opført af menneskene, og deres formål er at mindske risikoen for oversvømmelse. For som familien så, da de var på besøg på Vadehavscentret, er Vadehavsområdet et sted, der, hver gang der kommer en stormflod, er i fare for store ødelæggelser (se familiens besøg på Vadehavscentret her: Danmarks STØRSTE Nationalpark … (Vadehavet & Ribe #7)). Så digerne er med andre ord opført for at holde vandet tilbage.

Vadehavsområdet har igennem tiden gentagende gange været ramt af store og ødelæggende stormfloder. Der er især to, der har skabt massive katastrofer langs vestkysten. De bliver kaldt henholdsvis Den store manddrukning og Den 2. store manddrukning. Ved begge disse stormfloder omkom flere tusinder mennesker, og de materielle skader var kolossale.

På Skibbroen i Ribe står der en flot egetræsøjle med forgyldt top. Det er byens Stormflodssøjle, der blev opsat i 1920. Herpå markerer en række bronzeringe de alvorligste stormfloder, der har ramt Ribe siden Den 2. store manddrukning i 1634. Storebror Otto hjælper Ella Bella med at se hvilke årstal, der står opført på søjlen. Og nedefra og op drejer det sig om følgende år: 1904, 1909-1852, 1911, 1825- 1839, og 1634. Den øverste ring er hele 6 meter over normal vandstand!

Selv inde i Ribe Domkirke stod vandet højt. Og på søjlen lige bag prædikestolen er vandstanden ved stormfloden i 1634 afmærket ca. 170 cm. over gulvhøjde. Mor siger, at det er præcis lige så høj, som hun er. Altså uden stilletter …

Imens Far tager billeder af den imponerende søjle, slutter Mor af med at sige, at grunden til, at der ikke er markeret nogle stormfloder siden 1911, er, at man opførte de store diger i 1912. Så de der store græsbakker, familien har set gentagende gange – de havde og har i allerhøjeste grad en betydning!

Læs mere om Ribes Stormflodssøjle her: www.mitvadehav.dk
Og få mere information om Vadehavscentret og dets stormflodsrelaterede udstilling her: www.vadehavscentret.dk

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top