Stål & Glas på Potsdamer Platz …
(Berlin #42)


Centralt i Berlin ligger Potsdamer Platz. Det er en kæmpe plads, der er omgivet af en masse store bygninger. Alle bygningerne er supermoderne og består mest af glas og stål. Da Ella Bella og storebror Otto er i den tyske hovedstad sammen med deres forældre, er Far derfor hurtig til at tage kameraet frem, så han kan tage billeder af den spændende arkitektur.

Imens Far fotograferer, fortæller Mor, at det faktisk ikke er ret mange år siden, at her næsten var helt øde. Under 2. verdenskrig, blev der nemlig kastet mange bomber. Og mange af dem ramte Potsdamer Platz. Derfor forsvandt over halvdelen af de smukke, gamle bygninger, der før stod omkring pladsen. Dem, der var tilbage, var meget ødelagte. Storebror Otto ved, at i Tyskland varede 2. verdenskrig fra 1939 til 1945 – i alt lidt mere end 5,5 år. Det er næsten lige så mange år, som Ella Bella har levet. Det synes hun er meget underligt at tænke på!

Far fortæller Ella Bella og storebror Otto, at man ventede mange år med at bygge de flotte bygninger, der står på pladsen i dag. Man byggede dem først efter, at Berlinmuren faldt i 1989. Ella Bella og Otto har allerede set et stykke af den kendte mur – nemlig da de besøgte verdens længste galleri, East Side Gallery. I kan læse mere om deres besøg lige her:
Verdens lææængste galleri … (Berlin #19). 

Og hvis I vil vide mere om arrangementer, caféer o.l. på og ved Potsdamer Platz, så klik her: www.potsdamerplatz.de

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top