
Skøjt midt i London …
(London #48)
Lige ved den store flod, Themsen, der skærer igennem Englands hovedstad, London, ligger den store bygning, Somerset House. Mor fortæller, at den er bygget i en stil, der hedder ny-klassicistisk. Ella Bella synes ellers, at bygningen ser noget gammel ud … Otto synes, at Ella Bella er skør. Og han lærer hende, at en periode godt kan hedde noget med ny, selvom den er gammel. For den nyklassicistiske tid var helt tilbage i perioden 1750-1850. Somerset House stod færdig næsten midt i perioden. Nemlig i 1796.
Somerset House rummer en masse forskellige udstillinger, som skifter året rundt. F.eks. kan man ofte se moderne kunst eller design. Og så kan man, hvis man går lige igennem hovedbygningen, nyde sin frokost, en kop kaffe eller lignende på serveringsstedet River Terrace. Med en fantastisk udsigt ud over Themsen.
Mor er, som oftest, klar på en kaffepause. Men Ella Bella og Otto har ikke lyst til at gå videre med det samme. For i det åbne gårdrum er der det sjoveste springvand, de nogensinde har set. I alt 55 dyser sender på skift vand højt op i luften. Ella Bella synes, at det næsten ser ud, som om vandet danser. Heldigvis har Mor husket at få en paraply med i tasken, så Ella Bella og Otto på skift kan prøve at gå ind under vandet. Da Far fortæller, at der om vinteren, i stedet for springvandet, er en kæmpe skøjtebane på stedet – så vil både Ella Bella og Otto tilbage!
Faktisk er den populære skøjtebane netop åbnet (i fredags, d. 16. november). Og den fylder en stor del af Somerset House’s flotte gårdrum ud helt frem til d. 6. januar 2013. Så der er rig mulighed for at prøve at stå på skøjter sammen med de lokale (eller andre turister – eller Ella Bella og Otto, hvis altså det lykkes dem at få lokket Mor og Far tilbage til London …).
Læs mere om Somerset House og skøjtebanen her: www.somersethouse.org.uk
(Vær opmærksom på, at det ofte er nødvendigt at betille tid til en tur på skøjtebanen).