Santa María del Mar …
(Barcelona #3)


Der er meget andet at se i Barcelona end arkitekten Gaudís yderst detaljerige arkitektur (jævnfør indlæggene Barcelona #1 & Barcelona #2). Så idag har Ella Bella sammen med sin familie besluttet, at de vil besøge kvarteret El Born (som er en del af La Ribera-kvarteret).

Ud over at rumme et utal af maleriske pladser, små baggårde og smalle stræder, så er der nemlig en meget imponerende gotisk kirke i bydelen tæt ved havet. Den hedder Santa María del Mar. Storebror Otto har lært, efter at have kigget på Fars kort over byen, at Mar betyder hav. Mor fortæller ham, at det er fordi, at da kirken i sin tid blev bygget, så lå havnen og dermed havet meget tættere på, end det er tilfældet idag. Det synes Ella Bella lyder lidt underligt. For kirken kan da ikke sådan flytte sig. Den ser ihvertfald tung ud …

Imens Far har travlt med at fotografere bygningen fra alle mulige og umulige vinkler, fortsætter Mor sin fortælling om den gigantiske kirke. Byggeriet blev påbegyndt i 1329, og det tog blot 54 år at opføre Santa María del Mar. Ella Bella synes, det lyder som utroligt lang tid. Det er jo næsten ligeså mange år, som bedstemors er gammel. Men så kommer hun til at tænke på, at de nok hverken havde maskiner eller kraner til hjælp dengang.

Dimensionerne på kirken er så store, at afstandene mellem søjlerne er de største af alle gotiske kirker i Europa. Ved fælles hjælp får Ella Bella og storebror Otto målt afstanden op til i alt 13 meter. Storebror Otto siger, at det ret præcist er det samme som længden på en af de superfarlige Tyrannosaurus-dinosaurus. Ella Bella skynder sig at tage Mor i hånden.

Far har, imens han har taget en hel serie billeder af kirken udefra, opdaget et flot mindesmærke. Det står på en mindre plads overfor kirkens sideindgang. Mindesmærket, som forestiller en stor fakkel, hedder el Fossar de les Moreres. Det er en evig brændende ild, som er sat til minde om de mange, der døde i årene 1713-1714, som følge af den spanske arvefølgekrig.

Imens Ella Bella og storebror Otto leger tagfat på den skrånende plads, får Mor øje på en hyggelig café. Hun har allerede sat det lange ben foran …

Læs mere om Santa María del Mars adresse, åbningstider o.l. her: www.barcelonaturisme.com
(Husk, at kirken, ligesom mange butikker i byen, holder siesta. Så der er lukket mellem kl. 13.30 og 16.30 …).

Læs mere om mindesmærket el Fossar de les Moreres her: www.barcelonaturisme.com

Mangler I desuden sommerlitteratur til ferien (og er der plads til et par ekstra kilo i bagagen), så læs om tilblivelsen af netop Santa María del Mar i den skønlitterære kæmperoman Havets Katedral af Ildefonso Falcones. Se mere her: www.litteratursiden.dk

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top