
Påskehygge på vikingemuseet
(Vadehavet & Ribe #40)
På Museet Ribes Vikinger er der hele påsken masser af sjov. For ud over de spændende udstillinger om bl.a. De Kristne Vikinger kan man komme på æggejagt og dekorere æg med voks.
PÅSKEÆGGEJAGT
Lørdag d. 8. april til søndag d. 24. april
DEKORÉR ÆG MED VOKS
Tirsdag d. 11. april, onsdag d. 12. april og torsdag d. 13. april alle dage kl. 12.30-15.30
Pris: 30 kr til materialer
Ud over at påskehygge, er der masser at se og lære på Museet Ribes Vikinger. For stedets samling rummer tusindvis af fund, som man har gravet op i området. Storebror Otto fortæller Ella Bella, at de mange fund er med til at fortælle om vikingernes liv i Ribe. Men samtidigt afslører de også, hvordan forbindelsen til resten af Europa var. For selvom der hverken var fly eller tog dengang, så var vikingerne ofte ud “at rejse”. Eller rettere sagt: ude på plyndringstogt. På sådanne togter sejlede de barske og hårdføre vikinger aftsted for at stjæle og hærge i andre lande. Og de sørgede altid for at tage godt med “souvenirs” med tilbage til Danmark…
Mor tilføjer, at for at have det bedste udgangspunkt for de barske vikingetogter på havet, opstod Ribe oprindeligt som en handelsplads ved vandet. Og faktisk kommer byens navn også heraf. For navnet “Ribe” kan føres helt tilbage til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler. For handelspladsen bestod oprindeligt af en masse smalle jordloder. Lidt som en masse strimler jord.
Ella Bella synes, at det der med vikingetogterne lyder noget uhyggeligt. Men da hun får muligheden for at sætte sig op i et vikingeskib, er hun alligevel klar. Og måske ligger der en souvenir i bunden af skibet, som vikingerne havde glemt at få med sig… Otto ryster på hovedet mens han smiler og vinker til Far og hans kamera.
Læs mere om Museet Ribes Vikinger og deres påskehygge lige her: www.ribesvikinger.dk