
Must See – nu i fugleperspektiv …
(Berlin #23)
Et af de absolutte must sees i Berlin, er det imponerende mindesmærke Holocaust-Mahnmal. Da familien var i byen, fortalte Far Ella Bella og storebror Otto, at det store mindeområde også hedder Denkmal für die ermordeten Juden Europas. Sammen med Mor fik storebror Otto oversat det til at betyde mindesmærke for de dræbte, europæiske jøder. Far tilføjede, at blokkene netop er sat op for at mindes de mange jøder, der døde under 2. verdenskrig.
Området, som er større end 2,5 fodboldbaner, ligger tæt på Rigsdagsbygningen. Det består af i alt 2711 betonblokke i forskellige størrelser, som tilsammen danner et labyrintisk virvar. Ella Bella syntes, det var svært at finde rundt imellem de store blokke. Men også lidt spændende at gemme sig for storebror Otto, Mor og Far.