Op på hesten igen …
(London #28)

Så er den dejligt lange påskeferie forbi, og hverdagen begynder påny. Ella Bella overhørte i den forbindelse Far sige til Mor, at “så er det op på hesten igen …”. Det syntes hun lød lidt underligt. For så vidt hun ved, er der ingen heste på hverken Fars eller Mors arbejde …

Den mærkelige sætning fik Ella Bella til at tænke på én, der helt sikkert skal “op på hesten”, når ferien er forbi. Nemlig ham garderen hun så sammen med familien, da de var i London i efteråret. For i London er der en såkaldt Horse Guard – altså en hestegarde, som bl.a. står opstillet ved Horse Guards Headquarters. Hovedkvarteret ligger midt på den store gade Whitehall.

De ridende gardere er en del af dronningens livvagter, og to gange dagligt kan man overvære et vagtskifte ved Horse Guards Parade. Ella Bella og resten af familien så sådan et skifte, og især storebror Otto syntes, at det var meget spændende. Mor, der ikke er så glad for heste, holdte sig på behørig afstand – mens hun holdte godt fast i Ella Bella. Som altid tog Far en masse masse billeder …

Familien fulgte med hestene og de flotte gardere op langs den brede allé The Mall og helt op til det gigantiske slot Buckingham Palace. Men det er en helt anden historie, som I kan læse mere om senere …

Vagtskiftet ved Horse Guards Parade finder sted dagligt kl. 11 (man – lør) og kl. 10 om søndagen. Det tager omkring 30 min. Hver dag kl. 16 er der desuden Four O’Clock Parade. Og så kan man passende tage en kop the efterfølgende …

 

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top