
Oink Oink – kom til Ribe Dyrskue …
(Vadehavet & Ribe #12)
Når Ella Bella og storebror Otto rejser med deres Mor og Far på eventyr, er det oftest ud til europæiske storbyer. Derfor har begge børn rimeligt godt styr på begreber som kultur, arkitektur, kunst og de mange andre ting, der oftest er masser af i større byer.
Så da familien i år har besluttet sig for at tage hul på Danmarks-geografien ved at besøge området omkring Vadehavet & Ribe, er Mor og Far enige om, at de skal bruge muligheden for at få kigget og klappet på et par dyr eller tre, så Ella Bella og storebror Otto også får prøvet dette. For når man til dagligt bor i en større by, er det ikke hverdagskost at se sæler, muslinger, krabber osv. – eller heste, grise, køer og får, for den sags skyld.
Sidst familien var i Ribe, læste Mor i en brochure om byen, at der sidste fredag i juli bliver afholdt Ribe Dyrskue. Ella Bella har aldrig hørt ordet “dyrskue” før. Altså, ordet “dyr” kender hun naturligvis. Men “skue” – det, synes hun ikke, at hun kender. Så hun kigger på storebror Otto, der som oftest har et svar klar …
Storebror Otto fortæller Ella Bella, at så vidt han ved, så betyder “skue” noget i stil med “at se”. Så dyrskue kan altså oversættes til: “dyr se”. Eller mere korrekt: “at se dyr”. Og da Mor siger, at et dyrskue netop er et sted, hvor mennesker mødes for at kigge på dyr, så er Ella Bella ret sikker på, at storebror Otto endnu engang har ret.
Ella Bella synes, det lyder lidt skørt. Det med, at folk mødes og kigger på dyr. Hvordan mon det kan samle så mange mennesker, som det lyder til at gøre? Så siger Far, at det bl.a. skyldes, at der bliver delt præmier ud. Således får den flotteste ko, den bedste hest o.l. en medalje. Og det med at mødes med sine bedste dyr, er noget ripenserne har gjort i mange år. Faktisk er det i år gang nr. 148. Så der kommer helt sikkert også mange, som møder folk, de har mødt på de forrige års dyrskuer. Så på den måde er det én stor byfest – for både mennesker og dyr.
Nu kan Ella Bella bedre forstå. Men hun er lidt usikker på, om det overhovedet er sjovt for folk, som ikke bor i området at deltage til dyrskuet. Altså når det nu kun er dyrene, der får medaljer, og hvis man ikke kender nogen fra årene før? Så siger Mor, at der altså også er masser af sjov for alle de besøgende turister. Man kan f.eks. både se Grisevæddeløb, opleve Verdensmesterskab i Gummistøvlekast og prøve forskellige forlystelser i et mindre Børne-tivoli. Og i år er der desuden et nyt Stærk Mand Show. Her kan man bl.a. opleve Danmarks stærkeste mand i 105 kilo klassen, når har forsøger at trække en traktor …
Læs mere om Ribe Dyrskue lige her – og husk at holde øje med Ella Bella og storebror Otto ved Grisevæddeløbet: www.jlbr.dk