
Jubiii – Junior Ranger-ekspedition …
(Vadehavet & Ribe #16)
Da Ella Bella, storebror Otto, Mor og Far var på Sea Explorer-tur med naturvejleder Karen fra Vadehavscentret (læs mere her: Udforsk Vadehavets bund … (Vadehavet & Ribe # 15)), var de ikke så heldige med de krabber, de fangede. For det var ligesom, at alle dem, der kom med i det grønne net, enten manglede en klo, et helt ben – eller havde efterladt et tomt hylster …
Især Ella Bella var ærgerlig over ikke at få fanget en spillevende krabbe. Sådan helt selv. Så da Mor læser om muligheden for at komme på endnu en tur ud til det mægtige Vadehav, blandt andet for at fange krabber, så er familien klar til nye eventyr.
Denne gang starter turen fra en ø, der hedder Rømø. Og imens de kører afsted i bilen, fortæller storebror Otto Ella Bella, at der kun bor ca. 650 mennesker på øen. Men når det er sommer, og det er højsæson for turister, så er der mange, mange flere mennesker på Rømø. Ella Bella håber ikke, at alt for mange af dem skal med på den tur, som Mor har fortalt hedder Junior Ranger. For hun vil altså gerne være helt sikker på at fange en krabbe denne gang. Og gerne en levende én af slagsen. Så griner Far og siger, at der helt sikkert er nok krabber til alle. Også selvom alle de 650 personer, der bor fast på øen, skulle finde på at tage på krabbejagt på samme tid.
Så er familien nået frem til mødestedet for ekspeditionen, hvor guiden, der hedder Iver, står og venter på dem sammen med resten af gruppen. Iver har gjort en lille trækvogn klar med alle de ting, de skal bruge på deres tur. Og inden han lukker låget på vognen, når Ella Bella at se, at der ligger nogle bittesmå fiskestænger i bunden. Hvad mon de skal bruges til? Iver smiler og siger, at hun må vente at se – og så sætter han kurs mod havnen …
Efter en kort gåtur når de frem til havneområdet. Her ligger der flere både og småskibe fortøjret til molen, og en fiskekutter er netop kommet tilbage fra dens tur på havet. Iver fortæller, at kutteren har været ude for at fiske rejer, og at den nu er ved at tømme lasten. Sikken et syn! Hverken Ella Bella eller storebror Otto har set så mange rejer før. De bliver begge lidt lækresultne, selvom det nu også lugter lidt specielt.
Inden de går videre, samler Iver alle de rejer, der er faldet ned på jorden, op. Han siger, at de skal bruge dem lige om lidt, når de skal fange krabber. For ud over spegepølse (hvor det er hans erfaring, at krabberne foretrækker den sønderjyske version …), elsker de rejer. Da Ella Bella hører dette, skynder hun sig at samle så mange op, som hun kan bære …
Den bådebro, hvor de famøse krabber skal fanges fra, ligger heldigvis lige ved siden af. Og da Ella Bella har fået alle rejerne af fingrene, får hun sammen med storebror Otto lov til at dele de små fiskestænger ud. Og nu opdager hun, hvorfor de er smarte til at fange krabber med. For der, hvor der plejer at være en krog, er der i stedet en klemme. Lige til at klemme et stykke (sønderjysk!) spegepølse eller en lille reje på. Ih, hvor smart, tænker Ella Bella.
Alle får hurtigt bid. Og da der er fanget tilpas mange krabber, fortæller Iver lidt om det spøjse dyr. Blandt andet om hvordan man kan se forskellen på en hankrabbe og en hunkrabbe. Både Ella Bella og storebror Otto prøver at holde hver deres krabbe. Altså en helt levende én af slagsen …
Efter den veloverståede krabbefangst tager Iver gruppen med ned til stranden. Her vil han prøve at finde flere af Vadehavets dyr. Ella Bella, der allerede er meget tilfreds med dagens fangst, tager Mor i hånden. Og imens de andre graver efter sandorme, går de to sammen ud i det meget grumsede sand. Og Ella Bella kan ikke lade være med at tænke, at det er fantastisk at få lov til at gå og smatte i mudret – helt uden at få skæld ud!
Læs mere om Junior Ranger og de andre Sort Safari-ture her: www.sortsafari.dk
Og få mere information om, hvad der sker på Rømø her: www.romo.dk