Hurraaa – det er Norges nationaldag
(Oslo #19)


17. maj er en ganske særlig dag i Norge. Det er nemlig landets nationaldag, som bliver fejret med pomp og pragt. Ikke mindst i hovedstaden Oslo.

Da Ella Bella var med familien på eventyr i den norske hovedstad, så og oplevede de mange ting. Naturligvis også det store, gule kongeslot, som ligger midt i byen. Lige for enden af hovedgaden Karl JohanDe kunne desværre ikke komme helt så tæt på slottet, som Ella Bella gerne ville. Så Far måtte igang med kameraets zoom …

Imens fortæller Mor, at der er tradition for, at kongefamilien vinker til de mange glade mennesker fra slotsbalkonen. Ella Bella stiller sig straks på tæer, og kigger med lange blikke op på den store balkon. Men så siger storebror Otto, at det altså er på nationaldagen, at kongefamilien står og vinker. Der er lidt for lang tid til d. 17. maj, da Ella Bella og familien er i Oslo. I hvert fald for lang tid til, at de kan stå og vente (selvom 25% af dem gerne vil …).

Familien fortsætter tilbage ad Karl Johan, hvor der denne formiddag ikke er særligt mange mennsker. Så da Mor siger, at der på nationaldagen er helt fyldt op med glade, feststemte mennesker, synes Ella Bella, at det er svært at forestille sig. Så får storebror Otto øje på en kiosk, der sælger postkort. Og hurtigt finder han ét frem, som viser lige præcis den brede hovedgade Karl Johan med kongeslottet i baggrunden. Og der er massevis af mennesker. Måske flere tusinder.

Ella Bella lægger hurtigt mærke til, at mange af menneskene har noget tøj på, der ser meget gammelt ud. Også selv om det er et farvebillede. Så griner Mor og siger, at det er den norske nationaldragt, de har taget på. For nordmændene er meget stolte over deres land og deres uafhængighed. Så lige præcis d. 17. maj, er der mange, der tager de flotte dragter på. Så kan de nemlig fejre Norges uafhængighed siden 1814 på bedste vis.

Læs mere om den festlige nationaldag + de flotte nationaldragter lige her: www.visitnorway.com

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top