Hiv ohøj – på et KÆMPE museum …
(London #54)


I den engelske hovedstad London er der mange museer, der hedder et eller andet med The National. F.eks. The National History Museum, The National Army Museum og The National Maritime Museum. Det sidstnævnte er det blevet tid til at besøge for Ella Bella, storbror Otto, Mor og Far.

På familiens tur rundt i London har Ella Bella og storebror Otto flere gange hørt om Storbritanniens dominerende rolle i verdenshistorien. Både inden for handel og ikke mindst søfart. Derfor bliver de ikke overrasket, da Far fortæller, at The National Maritime Museum er ét af de største af sin slags i verden. For der må jo være masser at fortælle og vise.

Og det er der i allerhøjeste grad! Faktisk er der mere end to millioner forskellige ting på museets udstilling. Men det er altså også, når alt er talt med – både malerier, skibsmodeller, navigationsudstyr osv. Storebror Otto fortæller Ella Bella, at ordet maritim dækker over alt muligt, som har med havet at gøre. Så kan hun bedre forstå, at udstillingen kan være så stor. Heldigvis har museet også en speciel afdeling til børn, så Ella Bella og storebror Otto på en sjov måde kan lære mere.

Et af The National Maritim Museums største objekter er hele 19,2 meter lang. Det er en guldbelagt pram, som blev bygget i 1731 til prins Frederick. Ella Bella synes, det er et underligt ord. Pram. Far fortæller, at en pram er en slags båd, der er fladbundet og temmelig bred i forhold til længden. Man driver prammen frem ved hjælp af en eller flere lange pinde. De bliver også kaldet stager.

Ella Bella kan ikke lade være med at tænke på de lysestager, Mor har derhjemme. Men det er nok ikke  den slags stager,
Far mener …

Læs mere om The National Maritime Museums udstillinger, åbningstider og meget andet lige her: www.rmg.co.uk

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top