Hitlers Olympiastadion …
(Berlin #33)


Som optakt til fredagens olympiske lege i London er der i denne uge OL-inspirerede indlæg her på bloggen (se mandagens (lange) tekst om OL´s historie + OL i Barcelona her: Hurtigere, højere, stærkere … (Barcelona #4)).

Nu er turen kommet til Berlin. For i 1936 blev der afholdt olympiske lege i Tysklands hovedstad. Far fortæller Ella Bella og storebror Otto, at det var kort før 2.verdenskrig begyndte (i 1940). Og selvom der endnu ikke var krig, prægede den altdominerende nazisme allerede Tyskland.

Som Ella Bella og storebror Otto lærte på familiens besøg på det store jødiske museum, var der en meget ond mand, der hed Hitler. Han styrede med streng hånd det tyske rige. Og han gjorde alt for at få OL til Berlin, så han kunne vise hele verden, at Tyskland var et forbilledligt land, hvor alt (efter nazismens mening) fungerede perfekt.

For at vise nazismens styrke og magt, blev der bl.a. bygget et helt nyt stadion Olympiastadion med plads til over 100.000 tilskuere. Stadionet ligger i udkanten af området Charlottenburg.

Efter en række ombygninger og forbedringer er der idag plads til i alt 74.244 tilskuere. Det tal er så stort, at Ella Bella har svært ved at forstå, hvor mange mennesker det faktisk er. Mor siger, at det cirka svarer til, at alle indbyggerne i Esbjerg ville kunne se en fodboldkamp sammen. Otto fortæller Ella Bella, at Esbjerg er Danmarks femtestørste by. Så det er altså ret mange mennesker, der er plads til på stadionet.

Idag er stadionet hjemsted for fodboldklubben Hertha Berlin. Så hvis der er fodboldglade drenge eller piger i familien, er det bestemt værd at tage ud forbi det gigantiske byggeri.

Læs mere om Olympiastadion her: www.olympiastadion-berlin.de
Det er desuden forholdsmæssigt billigt at komme ind og se en fodboldkamp på Olympiastadion (og der er pga. de mange pladser næsten altid billetter at få)Billetter kan købes på nettet på www.eventim.de eller hos de såkaldte Fan-shops. Der ligger bl.a. én ved selve stadionet og én ved Europa-Centeret (Hertha BSC Fan-Shop, Tauentzienstraße 9-12, U/S Zoologischer Garten. Åbent ma-lø: 10-20, fr: 10-21).

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top