
Historie og kaffe en masse …
(Oslo #11)
Norge er et land med en masse kultur, natur og spændende fortællinger. Meget af det og mange af dem kan opleves rundt omkring på de forskellige museer i Oslo.
Tilbage i 2006 blev tre af hovedstadens museer, Oslo Bymuseum, Teatermuseet og Interkulturelt Museum slået sammen for at danne et nyt kulturhistorisk fællesskab. Nemlig Oslo Museum. Og hvis I har interesse i at vide mere om netop Oslo bys historie og udvikling, indbyggernes liv og livsvilkår gennem tiderne, byens kultur, teaterhistorie og scenekunst – så skal I besøge den del, der (stadig) hedder Oslo Bymuseum.
Det var faktisk lidt af en tilfældighed, at Ella Bella og resten af hendes familie fandt det fine museum. Det ligger nemlig i udkanten af Frognerparken, der ud over en super legeplads (læs mere i indlægget Kongelig leg i Frognerparken … (Oslo #10)) er særligt kendt for den store skulpturpark Vigelandsparken (som er nævnt et par gange før her på bloggen. Se f.eks. Laber Labyrint … (Oslo #5) , Den lille (pige)sure dreng … (Oslo #8)). Og da Mor igen-igen blev ramt af et af hendes give-me-a-coffee-break øjeblikke – så endte familien på netop Oslo Bymuseum.
Ud over kaffe (hvor der til Mors udsøgte glæde er refill på den almindelige kaffe), sælger museets hyggelige café også vafler med rømme og syltetøy … (læs mere her: vafler med rømme og syltetøy … (Oslo #6)).
Læs mere om Oslo Museums udstillinger, adresser, åbningstider o.l. her: www.oslomuseum.no