
Få grønne knæ midt i Berlin …
(Berlin #30)
Tempelhof Park er Berlins største rekreative område. Men sådan har det ikke altid været. For indtil oktober 2008 var området nemlig en del af Flughafen Tempelhof – eller Tempelhof lufthavn, som storebror Otto hurtigt oversætter det til.
Far fortæller Ella Bella og storebror Otto, at den gigantiske lufthavn oprindeligt blev taget i brug i 1924. Det vil sige samme år, som Oldemor er født. Så må bygningen altså være ret gammel, tænker Ella Bella. Men på trods af de imponerende dimensioner, var lufthavnen på daværende tidspunkt allerede for lille. Så efter en gennemgribende ombygning og udbygning, endte lufthavnen i 1936 med at være verdens største bygning. Og det med et areal på ufattelige 284.000 m2. Storebror Otto regner ved hjælp af Fars lommeregner ud, at det sådan ca. svarer til, at deres rækkeshus kan være inde i lufthavnen hele 2185 gange!
På taget af bygningen er der en tagterresse. Her er der plads til 80.000 tilskuere. Storebror Otto ved, at der i Parken i Københavner plads til 40.000 tilskuere. Så der kan altså være dobbelt så mange på lufthavnens tag. Det synes både Ella Bella og storebror Otto er vildt at tænke på!
I oktober 2008 blev Tempelhof Lufthafen lukket. Så i dag kan man cykle, løbe, rulleskøjte, gå en tur og ikke mindst flyve med drage på de gamle startbaner. Og så kan man, ligesom Ella Bella gør på billedet, nyde udsigten til den gigantiske lufthavnsbygning. Det gør man bedst på afstand …
Læs mere om aktiviteterne på stedet (bl.a. om muligheden for guidede ture) her: www.tempelhoferfreiheit.de
Og find et kort over området her: www.stadtentwicklung.berlin.de
Camilla juni 14, 2012 reply
Tak for tippet – tror bestemt vi skal der forbi når vi skal til Berlin i sommerferien.
Selvom vi har været i Berlin mange gang med vores piger, så har jeg lige bestilt din bog og glæder mig til at få fingere i den.
Ser også rigtig meget frem til at bogen om London kommer på gaden.
Sara juni 14, 2012 reply
Kære Camilla
Det lyder bare skønt! Jeg er sikker på, at Ella Bellas eventyr – Berlin vil få jer til at (gen)opdage nye sider af byen – nu med en formidling, som både store og små kan få glæde af 🙂
Glæder mig til at høre, om bogen levede op til jeres forventninger!
/Sara