
Elevador de Santa Justa …
(Lissabon #2)
Som oftest, når Ella Bella, storebror Otto, Mor og Far er på eventyr, kan de godt lide at danne sig et overblik over den nye destination – f.eks. ved at se det hele lidt fra oven. Så da de ankommer til Lissabon, går de straks på jagt efter et eller andet højt …
For enden af Rua de Santa Justa, lige ved butiksgaden Rua do Ouro, får storebror Otto øje på en underlig metalkonstruktion. Mon det er noget, de kan komme op i?
Mor læser på skiltet, at den 45 meter høje konstruktion er en såkaldt gadeelevator, der hedder Elevador de Santa Justa. Den vertikale elevator, der hver har to vogne med plads til 20 personer i hver, forbinder de nederste gader i bydelen Baixa med den højere liggende Carmo Square. Mor læser videre, at elevatoren blev indviet i 1902 og er med tiden blevet en af byens mange turistattraktioner.
Sådan har det ikke altid været. For da elevatoren blev opført, var det for at hjælpe folk og varer rundt i Lissabons stejle gader. Udover Elevador de Santa Justa findes der idag yderligere tre skæve elevatorer – som egentligt mere minder om de sporvogne, der kører rundt i gaderne. Dem lover Far, at de skal prøve senere på deres rejse.
Imens de står i kø for at komme med elevatoren, tænker Ella Bella, at hun synes, at tårnet lidt ligner Eiffeltårnet i Paris. Altså hvis man kniber øjnene sammen og forestiller sig, at det er mange gange højere. Så siger Mor, at det faktisk ikke er meget forkert. For ham, der har lavet elevator-konstruktionen, var elev hos Eiffeltårnets arkitekt, Alexandre Gustave Eiffel. Læs mere om familiens tur i det parisiske vartegn her: (Bienvenue a Paris … (Paris #1)).
Da de er kommet op i toppen, opdager Mor til sin glæde, at der er en lille café på tårnets øverste platform. Far, der ikke er meget for højder, har egentligt bestemt sig for at vente nede på jorden, til de andre kommer ned igen. Men sammen får Ella Bella, storebror Otto og Mor råbt til Far, at han skal komme op til dem. Så kan de sammen nyde den fantastiske udsigt ud over Lissabons små gader og tage, floden Tejos blå vand, de mange bydele og broer – alt imens de drikker en kop kaffe …
Læs mere om Elevador de Santa Justas åbningstider o.l. her: www.carris.pt