
Der skal 18.000 ringe til en ringbrynje …
(Vadehavet & Ribe #9)
Første gang Ella Bella og storebror Otto var med Mor og Far på eventyr i Ribe, gik turen til Ribe VikingeCenter. Det var i forbindelse med det årligt tilbagevendende vikingemarked, hvor der var masser af mulighed for at lære mere om vikingerne og den tid, de levede i (læs mere om familiens oplevelser her: Skudsikker succes for hele familien … (Vadehavet & Ribe #2))
Ligesom de fleste andre drenge synes storebror Otto, at det er sjovt at lege soldater, krig og andre lidt vilde lege. Både i virkeligheden og på computeren. Så da han får øje på en mand, der har en noget, der ligner en vaskeægte vikingehjelm liggende på et bord foran sig, er storebror Otto hurtigt ovre ved ham. Og ganske rigtigt – hjelmen er en tro kopi af den slags, der blev brugt under kampene tilbage i vikingetiden.
Ella Bella er fulgt efter storebror Otto, selvom hun egentligt ikke er så vild med alle de der krigs-lege. Men hun kan se, at manden står og nørkler med et eller andet. Og han ser meget koncentreret ud. Hvad mon det er, han laver …
Først kan hverken Ella Bella eller storebror Otto regne ud, hvad det er, manden arbejder så koncentreret på. Det ser ud til, at han åbner og lukker de bittesmå ringe, så de hænger sammen på kryds og tværs. Ella Bella kan sagtens forstå, at han virker koncentreret, for det ser altså lidt rodet ud. Og hun tør næsten ikke trække vejret, fordi hun er bange for at komme til at forstyrre ham.
Da han endeligt holder en pause, og løfter de mange ringe op i luften, er det kun storebror Otto, der endeligt forstår, hvad det er, de mange ringe skal blive til. Det er jo en ringbrynje. Sammen med hjelmen brugte vikingerne den til at beskytte sig, når de gik i kamp. Ringbrynjen var en slags bevægeligt skjold, vikingerne tog på udenpå deres eget tøj.
Manden fortæller, at ringbrynjen tager hele to år at lave, og at den, når den er færdig, vejer cirka 18 kilo. Ella Bella synes det er sjovt, at det er ret præcist det samme, som hun vejer. Da manden fortsætter med at fortælle, at 1 kilo ringe består af 1000 ringe, regner storebror Otto hurtigt ud, at en ringbrynje så består af hele 18.000 ringe. Det tal er så stort, at Ella Bella næsten ikke kan forstå det. Men hun synes det er sjovt at tænke på, hvis hele hendes krop var lavet af så mange tusinde ringe …
Der er masser at se og opleve på Ribe VikingeCenter. Og fra idag og frem til d. 14. juli er der ekstra meget at komme efter. Der er nemlig VikingGames. Så har I lyst til at dyste i pudekamp, ringspil eller andre sjove lege, så tag et smut forbi centret. Få mere information lige her: Ribe VikingeCenter Vikinggames