
Café Crème de la crème …
(London #1)
Det er bestemt ikke første gang, at denne helt igennem fantastiske kaffebar i London bliver nævnt in public. Alligevel føler jeg mig nødsaget til også at fremhæve dens kvaliteter her på siden. For kaffen er formidabel og stemningen i bixen er uovertruffen. Det er på mange måder en god og autentisk kaffe-oplevelse for hele familien (og for dem, der endnu ikke har lært at drikke kaffe, kan man også få varm chokolade… og diverse lækre kager…).
Stedet hedder Monmouth Coffee Company. De er særligt kendt for deres filterkaffe, som bliver brygget som enkelt veltilrettelagte kopper. Ikke noget med en fuldautomatisk MoccaMaster – her er det kvalitet fremfor kvantitet!
Kaffen og den dertilhørende oplevelse kan prøves tre forskellige steder i byen: I den oprindelige kaffebar på 27 Monmouth Street (tæt ved Covent Garden). Her blev bønnerne i sin tid ristet i kælderen, indtil forretningen blev så stor en succes, at det krævede udvidelse og flere kvadratmetre. Derfor ristes bønnerne nu på 36 Maltby Street, hvor der hver lørdag er åbent for kaffeelskere – kun fra kl. 9 – 14. Det sidste sted ligger på et hjørne ved Borough Market på 2 Park Street. Her giver lokaliteterne plads til lidt større armbevægelser, hvor man i den oprindelige kaffebar bliver bænket tæt op ad sidemanden i fire-mands båse. En del af charmen, når byens bedste kaffe skal nydes. Måske sammen med et stykke af deres bastante brownies, som nærmest har karamelagtig konsistens. Men det er en helt anden historie…
Tjek mere på: www.monmouthcoffee.co.uk