Barnedåb fra Skagen – i Ribe …
(Vadehavet & Ribe #22)


Mange af de eventyr Ella Bella har været på sammen med sin familie i og omkring Vadehavet & Ribe, har været udendørs. Men idag regner det, så Mor foreslår, at de tager en tur på museum.

For Ribe har et fint og hyggeligt kunstmuseum, der ligger centralt i byen. Museet har til huse i en meget smuk bygning, der oprindelig var privatbolig for en velhavende bomuldsfabrikant. Det rummer en enestående samling af danske guldaldermalerier, og der er især ét maleri, Mor gerne vil vise til Ella Bella og storebror Otto (og selvfølgeligt også Far …).

Imens Mor køber billetter, kigger de andre på de mange postkort og bøger i den lille museumsbutik. Ella Bella kan høre, at Mor spørger damen bag disken om et eller andet, men hun kan ikke høre, hvad det er. Damen peger, og Mor smiler og siger tak.

Mor viser Ella Bella, storebror Otto og Far ind i det første udstillingslokale. Men i stedet for at standse og betragte det første maleri, som hun ellers plejer, når familien er på museum, går hun hurtigt videre til det næste rum. Ella Bella når lige at tænke, at Mor vist ikke er helt rask. Men så får hun øje på hvorfor, Mor var så hurtigt videre.

For på den store væg i det meget smukke rum, hænger dét maleri, Mor så gerne vil vise til resten af familien. Maleriet er indrammet af en kæmpe guldramme, og Ella Bella tænker, at det så nok er mange, mange penge værd. Mon det er derfor, Mor synes, de skal se maleriet?

Mor griner og siger, at det altså ikke er på grund af rammen, at maleriet er værd at se. Det er i stedet fordi, at det er ét af den anerkendte skagensmaler Michael Anchers hovedværker. Maleriet hedder Barnedåb i Skagen kirke, og det viser dåben af Michael Anchers datter Helga. Ella Bella har aldrig hørt om den berømte maler, men hun kan sagtens se, at han var meget dygtig. Stoffet på kjolerne ser jo helt ægte og meget blødt ud. Ella Bella rækker hånden frem for at mærke på det, men Far stopper hende hurtigt. Man må nemlig ikke røre de udstillede malerier. For hvis de skal holde mange år frem, er det vigtigt, at man ikke rører dem med sine fedtede fingre!

Storebror Otto synes, det er lidt underligt, hvorfor museet har udstillet et maleri, der er malet af en fra Skagen. Det er jo helt vildt langt op til fra toppen af Danmark fra Ribe. Så siger Mor, der netop står og læser om det i den montre, der er tilknyttet maleriet, at Ribe Kunstmuseum har været ejere siden 1898 – 10 år efter maleriet endeligt var færdigmalet. Oprindeligt forsøgte Michael Ancher at sælge sit barnedåbs-billede til Statens Museum for Kunst, men de var ikke interesserede. Men det var museet i Ribe, som købte det flotte og meget detaljerede maleri for 2000 kr.

Efter at have set resten af museets udstilling, trænger familien til en forfriskning. Så de går ned til caféen i kælderetagen. Lige nedenfor trappen står en sød sæl, der er hugget ud i sten. Ligesom stoffet på maleriet ser den dejlig blød ud. Men Ella Bella husker, at man ikke må røre ved de udstillede ting. Så siger Mor, at damen, der solgte billetterne har sagt, at lige præcis sælen godt må røres. Og dét er der mange børn (og voksne), der har gjort igennem tiden. Noget, der har gjort sælen mere glat og blød at kigge på – selvom den er lavet af sten.

Læs mere om Ribe Kunstmuseums åbningstider, udstilling mm. her: www.ribekunstmuseum.dk

Og læs mere om Michael Ancher og maleriet Barnedåb i Skagen Kirke lige her: www.denstoredanske.dk

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top