Arkitekturens Dag – også i udlandet …
(London #41)


Idag, mandag d. 1. oktober er det Arkitekturens Dag. Godt nok i Danmark. Men danske arkitekter er dygtige og har i flere tilfælde sat deres præg på diverse bygninger og pladser rundt i verden – så det er oplagt at fejre dagen med en arkitektur-tur i udlandet også.

F.eks. er tilbygningen til Natural History Museum i London tegnet af det danske arkitektfirma C F Møller.  Tilbygningen består af en stor glaskonstruktion med en æstetisk hvid cocoon inden i. Bygningen hedder Darwin Centre, og det tog omkring to år for 280 mennesker at bygge den på mange måder imponerende tilbygning. Darwin Centre har været åbent for offentligheden siden september 2009.

Mor elsker at se og opleve spændende arkitektur – og Far er vild med at fotografere den. Så da de var i London med Ella Bella og storebror Otto, skulle de selvfølgeligt forbi den anderledes bygning. Ikke mindst fordi den ligger tæt på museet samling af pattedyr. Det var her, Ella Bella og storebror Otto blev “Blown away by a blåhval” (se indlægget fra d. 12. oktober 2011, London #2).

Da Ella Bella kommer rundt om hjørnet, og får øje på den hvide cocoon, får hun med det samme lyst til at røre den. For den ser nærmest dejlig blød ud. Så hun bliver meget overrasket, da Mor fortæller, at cocoon-formen, der er hele otte etager høj, er lavet af beton. Faktisk er det den største kurvede beton-konstrution i Europa. Whau!

Læs mere om den smukke og specielle tilbygning på Natural History Museum´s hjemmeside: www.nhm.ac.uk

Og tjek også arkitektfirmaet C F Møllers egen forklaring på den sjove cocoon-form på: www.cfmoller.com

Og hvis I vil vide mere om, hvad der sker rundt i landet i anledningen af Arkitekturens Dag, tjek da
Arkitektforeningens hjemmeside på:  www.arkitektforeningen.dk

Posted by Sara

Leave a comment


Scroll to Top