
Arkitekturens Dag – i Paris …
(Paris #9)
Idag, d. 1. oktober bliver Arkitekturens Dag traditionen tro fejret over det meste af Danmark.
Men det er ikke kun i her i landet, at det er værd at sætte fokus på dansk arkitektur. For danske arkitekter er dygtige og har i flere tilfælde sat deres præg på diverse bygninger og pladser rundt i verden – så det er oplagt at fejre dagen med en arkitektur-tur i udlandet også.
Sidste år var Ella Bella med familien forbi Natural History Museum i London, der er tegnet af det danske arkitektfirma
C F Møller (læs mere her: Arkitekturens Dag – også i udlandet …). Og i år fejrer den berejste familie dagen i Paris med at besøge et andet stykke “danish design”.
Mor har nemlig lokket familien ud i kontor- og forretningskvarteret La Défense. Både Ella Bella og storebror Otto (og tildels Far …)synes først, at det lyder kedeligt at skulle et sted hen med masser af kontorer og forretninger. Men Mor forsikrer dem om, at det nok skal blive spændende!
For midt i det ret stringente og lidt kedelig område, hvor der dog også er blevet plads til et par caféer, ligger den imponerende bygning La Grande Arche. Kært barn har mange navne, og den hvide triumfbue hedder da også Arche de la Défense og Grande Arche de la Fraternité. På dansk bliver bygningen dog oftest blot kaldt den nye Triumfbue.
Imens de går hen imod den imponerende hvide bygning, fortæller Mor, at La Grande Arche er tegnet af den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, som levede fra 1929-1987. Bygningen blev først indviet i juli 1989, så Spreckelsen nåede desværre ikke at se den nye Triumfbue stå færdig. Det, synes Ella Bella, er lidt trist at tænke på!
Med sine gigantiske dimensioner (højde: 111 m, bredde: 107 m, dybde: 112 m), kan triumfbuen ses på lang afstand. Især når man står på enten boulevarden Champs-Elysées eller den boulevard, der fortsætter efter. For hovedidéen med bygningen er netop at afslutte den historiske monumentalaksen (som på fransk hedder Axe historique), der går helt fra museet Louvre, via Arc de Triomphe (den “originale” triumfbue) og helt ud til området La Défense.
Ella Bella kan nemt forestille sig, at der må være en fantastisk udsigt fra toppen af den nye Triumfbue. Hun håber bare, at der er en elevator, der kører helt op til toppen …
Læs mere om Arkitekturens Dag i Danmark her: www.arkitektforeningen.dk
Og få flere facts og info om La Grande Arche her: www.dac.dk